Efter endnu en jævnbyrdig kamp mod Flyers kunne pigerne trække sig sejrrigt ud af topopgøret.
Efter en 4-3 sejr på hjemmebane mod Flyers var der lagt op til en vældig afgørende kamp i returopgøret i Aalborg. Som vanligt stillede vi med 3 angrebs kæder, og denne gang startede vi med Anna i målet. Det blev til en intens start på opgøret, hvor der var chancer til begge hold. Men det var kun Louise, der formåede at omsætte chancer til mål i første periode. Efter et pres fra Laura kunne Louise erobre bolden og sætte den højt på keeperen.
I anden periode lykkedes det for Flyers at komme på måltavlen. En udvisning til Hawks blev udnyttet allerede 3 sekunder inde i overtallet, da vores box kom til at stå for langt fra hinanden. Kort efter blev det til et endnu et powerplay til Flyers, men her løste box play-formationen med Risager, Sofia og Brønden opgaven på bedste vis. Efter et par udvisninger og et lille pres fra Flyers fik vi arbejdet os ind i kampen igen, og det lykkedes os faktisk at score ved Nanna, men dommeren dømte frislag TIL OS i situationen. Ikke heldigt!
1-1 inden tredje periode – Alt var på spil! Perioden startede med chancer i begge ender. Stolpeskud fra Hawks, Afslutning forbi tomt mål fra Flyers. Nervøsiteten var tydelig! Men Katrine dulmede nerverne i Hawks-lejren med et trækskud ude fra, der sejlede i nettet. Flyers var presset til at satse og efter 10 min. I 3. periode lykkedes det dem at bringe sig ind i kampen efter en pasning på tværs i vores målfelt. Men det var en kort fornøjelse. Allerede minuttet efter kunne Ditte bringe Hawks foran igen efter assist fra Katrine. Efter en decideret scoringskrise med 4 kampe uden point er anføreren steppet op, når det gjaldt, og leveret de 2 afgørende scoringer i kampene mod Flyers. De sidste 8 minutter forsøgte Flyers at lægge et pres på Hawks-målet, men vi var lige så farlige på omstillinger, dog uden mål til nogen af holdene, så det endte med en 3-2 sejr til Hawks-pigerne.
Flot indsats af alle 3 kæder, mens vores boxplay skal fremhæves med en stærk præstation. Der er stadig nogen ting, der skal forbedres til de sidste 3 kampe mod Blackhawks 2, 3 og Strandby. Næste kamp er mod Blackhawks 2 på lørdag.