Nederlag i mellemspillets første kamp

Første kamp i mellemspillet for de unge Hawks-piger bød på en køretur til grundspilsvinderne fra Århus. Det var et noget decimeret hold, der tog afsted. Sygdom, skader osv. gav afbud fra Becs, AP, Cecilie, Simone og Tunie. Mange afbud er ikke opskriften på sejr mod et stærkt ÅFK-hold. Inden kamp blev vi enige om at der skulle rykkes sammen i bussen og fightes.


Det blev der også fra 1. fløjt. Pigerne kom ud til kampen med masser af fart og koncentration og leverede en god start. Katrine fik en udvisning efter 4 minutter, så boxen skulle på arbejde. Fornemt arbejde, men til allersidst glippede koncentrationen et øjeblik og så stod der 1-0 til Århus. Århus fortsatte med at presse, men pigerne modstod presset fint indtil midtvejs i perioden. Mathilde (!) var kommet på mål, for at give Celina en pause, og samtidig var vi uheldige med at afrette og sparke bolde i eget mål, så det blev til et par uheldige mål og selvmål midtvejs i perioden. Vi fik dog sluttet perioden godt af, hvor der kom styr på defensiven og Nanna havde optræk til et par store muligheder.


2. periode startede godt og skidt. Hawkspigerne fik presset ÅFK godt og det blev til et par rigtig gode kontrastød i de første minutter af kampen. Brønden var alene med keeperen, men ramte stolpen. Riposten kom direkte ud til Sarah, der desværre ikke ramte målet. Kort efter var Julie, Nanna og Ditte afsted i kontraen. Julie fandt Ditte højt i slottet, men keeperen tog sig af afslutningen. Efter 4 minutter i 2. periode vred Ditte rundt på foden og blev dermed tilføjet skadeslisten. Det blev til større omrokeringer på holdet, hvor Nanna blandt andet røg ind på centerpositionen, og alle mand fik et lidt større ansvar. Der blev kæmpet forbilledligt og Brønden og Katrine kom også frem til chancerne i 2. periode, men det var ÅFK, der omsatte chancerne til mål. 4 af slagsen blev det til i 2. periode.


3. periode startede godt, hvor Hawks kom lidt mere på bolden. ÅFK spillede med alle 3 kæder og det var selvfølgelig med til at give en lige kamp. De første 10 minutter var målløse, men for de hvide var det Nanna og Ris, der stod for chancer og afslutninger. I de sidste 10 minutter blev der afprøvet nogen taktiske ting. Ud fra stillingen på måltavlen lykkedes det ikke, da det lykkedes ÅFK at score yderligere 5 gange i de sidste 10 minutter. Men værdifuld træning og læring af det nye system var det dog.

Det er aldrig rigtig sjovt at tabe 14-0, men ud fra forholdene, må man sige at pigerne gjorde alt hvad de kunne. Al energi og fight blev lagt på banen, og der blev arbejdet for holdet igennem alle 60 minutter uden at hænge med hovedet. Respekt for at tage udfordringen med oprejst pande. Til slut skal der lyde en tak til Århus og dommerne for at hjælpe os med vores målmandsudfordring.
Næste kamp er tirsdag d. 15. januar på udebane mod Flyers. Det bliver en spændende – og sikkert også afgørende – kamp mod vinderne af 1. divison Nord.

Dette indlæg blev udgivet i Damer, Forside. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *