Endnu en flot indsats i 4-10 nederlag til AaB

Lørdag eftermiddag skulle Hawks pigerne forsøge at følge op på den flotte kamp i Århus for et par uger siden. Denne gang ventede en hjemmekamp, hvor AaB var modstanderen. Til denne kamp stillede vi endnu en gang med 3 angrebskæder, så Hawkspigerne var klar til at rulle med masser af fart. Desværre lykkedes det AaB at komme på tavlen tidligt. Herefter fik de hvide arbejdet sig lige så stille ind i kampen og et par giftige kontrastød blev sat ind, dog uden afslutninger, der gav pote. Men det fik Nanna lavet om på efter 11 minutter. Hendes afslutning sad højt på keeperen, som ikke kunne forhindre en udligning. Perioden fortsatte med AaB i teten, men Hawks lurede hele tiden på en omstilling ligesom det blev til noget mere zonetid i den resterende del af perioden. Yderligere scoringer blev det dog ikke til for nogen af holdene.
Herefter gik vi på 2 kæder, da Risager skulle til koncert, mens Simone vikarierede på centerpladsen. Simone brugte lige et par skift til at finde sig til rette og spillede herefter en glimrende kamp, hvor hun blev bedre og bedre skift for skift. AaB indledte perioden med et par hurtige mål. Herefter lavede vi et par taktiske ændringer, som straks gav meget mere plads at spille på. Opspillet flød og der blev kreeret mange chancer til begge kæder. Desværre blev målene scoret i den forkerte ende. 3 gange yderligere fik AaB’erne nettet til at blafre i den midterste periode. Ærgerligt for Hawkspigerne, der egentlig spillede rigtig godt og havde en masse tid på bolden, men AaB var kyniske, når de fik mulighed for en omstilling, og dermed var stillingen efter 2. periode 1-6.
De rød/hvidstribede fortsatte det gode spil og satte 2 mål på tavlen i starten af 3. periode. Herefter overtog Hawks styringen på kampen og det blev til hele 3 mål i de midterste 10 minutter af perioden. Først var det ’Matros Persson’, der stod klar på dæk foran mål og kunne gøre arbejdet færdigt – måske med staven; måske med foden – efter flot forarbejde af Julie. Herefter var det Simone, der kunne fejre sit comeback på centerpladsen med et mål. Slutteligt gik Katrine ind og lagde et pres, der tiltrak et par AaB-spillere, så hun kunne spille en fri Ditte på kanten. Ditte sendte et håndledsskud af der hvislede ind omkring ørerne på den stakkels AaB-keeper – flot oplæg og flot mål! AaB fik de sidste ord i kampen og sluttede af med 2 hurtige mål, så da hornet lød for sidste gang stod der 4-10 på måltavlen.
Absolut godkendt indsats Hawkspigerne. I de seneste par kampe har vi haft mere tid på bolden, og vi har i langt højere grad været i stand til at holde i bolden og spille bolden rundt om vores modstandere. Derfor glæder vi os selvfølgelig allerede til næste kamp, der spilles i Frederikshavn på lørdag kl. 14.30.

Dette indlæg blev udgivet i Damer, Forside. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *