Stort nederlag til Hawks i sæsonens første kamp mod ÅFK

I weekenden skulle vi møde ÅFK for første gang i sæsonen. Et virkelig stærkt hold, der tidligere har givet os floorball-lektioner. En ankel med dobbelt størrelse tvang Becs til afbud, så Louise måtte hentes ind på holdet som erstatning. Hun gled ind på en uvant position som back, og gjorde det rigtig godt.

Hawkspigerne lagde godt fra land i den første halvdel af perioden, og der skulle gå 7 min. før nettede blafrede bag Celina. I løbet af de næste godt 10 min. lykkedes det ÅFK at få sat yderligere 4 scoringer ind. Lidt ærgerligt for Hawks-pigerne, der faktisk gjorde mange ting rigtigt. 3 sekunder inden periodepausen lykkedes det Risager at reducere på et flot skud direkte fra frislag. Frislaget blev afviklet næsten helt oppe på midten og ude ved banden. Brønden og Anne-Sofie lavede trafik foran mål, så keeperen ikke kunne se skuddet, der strøg ind i krydset. Flot mål!
Om ÅFK-pigerne brugte 10 min. på at snakke om Risagers flotte mål skal vi lade være usagt, men de kom i hvert fald for sent ud til 2. periode. Det betød powerplay til Hawks, der fik stillet op, men kun spillet rundt uden at være farlige på nogen måde. Den farligste situation var en breakaway til Århus, som Celina dog nappede på fornem vis! Kort efter fik Katrine en udvisning for høj stok, og vores penalty kill måtte på banen. Ditte, Ris, Sofia og Brønden fik afværget situationen. Igen skulle der gå 7 min. af perioden før Århus kom på tavlen. Herefter gik det stærkt – lidt for stærkt! Århus satte i alt 7 scoringer på 10 min., mens Hawks fightede forgæves. Et højere pres fra Århus satte Hawks under pres, og bolden blev tit brudt i midtzonen. Dog var der enkelte gode momenter, hvor vi kom hurtigt frem i banen og det resulterede i farlige kontraer til Nanna og Anne-Sofie. Uden at det dog kunne ændre på stillingen, som var 1-12 efter 2. periode.
I periodepausen blev der snakket om hvorledes det høje pres skulle håndteres og det lykkedes at komme betydeligt bedre frem ad banen i sidste periode. Brønden og Sarah noterede sig for chancer, ligesom det lykkedes Ditte flere gange at komme ned ad venstrekanten og gøre sig farlig. Men efter 5 min. kom endnu en målstime fra Århus. Det resulterede i 6 må på 6 min. af Århus. Det sidste mål blev sat ind på straffe i en situation, hvor Tunie havde fingrene på bolden. Det lykkedes Hawks at lukke ned i de sidste 10 min. God halv periode at slutte på.
I næste kamp venter Århus endnu engang – denne gang i Århus d. 3/11.

Dette indlæg blev udgivet i Damer, Forside. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *