Pigerne sluttede sæsonen af med op- og nedture

Den sidste uges tid har været travl for klubbens pigehold; 3 kampe fra lørdag til torsdag lød menuen på. Det blev til både opture og nedture.
Første kamp i rækken blev spillet lørdag i Herning, som ligesom os, har kvalificeret sig til mellemspillet ved at vinde 1. division i Vest-Syd rækken. Vi kom til kampen med forhåbninger om at tiltuske os vores første point i mellem spillet, men forhåbninger var ikke nok denne eftermiddag. Bilbenene var ikke kommet i gang allerede efter 40 sekunder, hvor Herning kunne bringe sig i front. Kort efter kom Herning i powerplay, hvor de kunne øge føringen i en situation, hvor Celina ikke havde udsyn til bolden før den lå bag hende. Risager fik bragt lidt spænding tilbage i kampen med et mål direkte på frislag.
I starten af 2. periode fik Hawks en gylden mulighed for at bringe balance i regnskabet i powerplay, men det gik den stik modsatte vej, da Herning kunne score i en kontra. Herning formåede at bringe sig på scoringstavlen yderligere 3 gange i 2. periode – kun afbrudt af et flot mål fra Ditte på en assist fra Katrine.
Indsatsen og indstillingen i de 2 første perioder stod ikke mål med de forhåbninger vi havde med til opgøret, så der blev talt med middelstore bogstaver i sidste periodepause. Opsangen hjalp, og det var et anderledes indstillet hold, der lagde fysik ind i de sidste 20 minutter. Det blev til flere store chancer til Hawks-pigerne, men den afgørende skarphed udeblev. Samtidig lukkede Anna flot af i vores eget mål, så 3. periode forblev målløs, og dermed sluttede kampen 6-2 til Herning.

Et skidt resultat, og så er der rigtig lang vej hjem fra Herning. Heldigvis var der mulighed for at komme op på den nok så berømte hest vældig hurtigt, da AaB Floorball kom på besøg allerede tirsdag til den sidste hjemmekamp for Hawkspigerne i denne sæson. Og hesten blev i den grad besteget.

Alle 3 kæder var fra start over AaB og lagde et godt pres på ligaholdet fra Aalborg. Godt nok lykkedes det AaB at komme foran allerede efter 1 minut, men det var ikke noget, der rystede Hawks-spillerne. Markeringerne var tætte, nærkampene blev vundet, pasningspillet og bevægelserne i angrebszonen var eksemplariske. Den sidste skarphed i afslutningerne manglede dog – indtil der var spillet 7 minutter, hvor Risager trak et langskud helt op i krogen efter assist fra Louise. Et af mange flotte angreb fra kæden med Ris, Simone og Louise. Få minutter efter bragte AaB sig igen i front, men Katrine slog hurtigt tilbage med et skud, der blev rettet og endte bag AaBs keeper. I slutningen af perioden lykkedes det AaB at score 2 gange, så resultatet ved første pause lød på 2-4. Et resultat, der lige så godt kunne have været i Hawks-favør efter en lige 1. periode.
I 2. periode bølgede spillet igen frem og tilbage. Flere gange lykkedes det for Hawks at stoppe AaB i midtzonen til vældig stor frustration for AaB-spillerne, der ikke kunne lide den tætte opdækning. Der var chancer i begge ender. Hos Hawks havde Louise, Nanna, Sarah og Ditte sidste stav på farlige afslutninger, men i denne periode måtte vi sande at en af forskellene på et ligahold og et 1. divisionshold er at slå til på de få chancer man får. Og det gjorde AaB og kunne vinde perioden med 3-0.
Heldigvis var hovederne oppe og indstillingen i top til sidste periode, der endnu engang blev en lige en af slagsen. AaB kunne flere gange fastholde spillet i Hawks’s zone, men det blev sjældent rigtig farligt. Samtidig var der længere mellem de farlige kontra-angreb fra Hjørring-mandskabet, hvor trætheden så småt indfandt sig. Anne P brugte hovedet, men desværre på den ulovlige måde, så hun fik 2 min. i skyggen, men de 4 piger i box play overlevede på fornem vis. Det lykkedes AaB at score en enkelt gang i perioden, så slutcifrene blev 2-8.

De fremmødte tilskuere – der kunne tælles på 3-4 hænder – kvitterede med fortjente klapsalver efter kampen. En skam at ikke flere var på lægterne til at bakke pigerne op. De gik glip af en opvisning i koncentration, dedikation, sammenhold og benhård fight, som man ikke ser på andre af klubbens hold.
I omklædningsrummet var smilene store på trods af nederlaget. Den bedste og sjoveste kamp i sæsonen var spillet, og gav ambitiøse løfter til fremtidens præstationer af de unge piger.

Smilene var ikke tørrede af de blege ungpige-ansigter, da det blev torsdag og Frederikshavn Blackhawks ventede i sidste kamp. Vi vidste at der ventede en svær opgave. Vi havde selv en håndfuld afbud samtidig med at Blackhawks stillede i absolut stærkeste opstilling.
Det var da også pigerne fra Frederikshavn der var toneangivende fra start og havde efter 10 min. bragt sig foran 3-0. Langsomt arbejdede Hawks sig ind i opgøret og fik sat nogen gode angreb sammen. Den største chance tilfaldt Nanna, der fik en breakaway efter en flot pasning fra Anne P, men desværre lykkedes det ikke at score i situationen. Det lykkedes til gengæld at score for Blackhawks yderligere 3 gange inden periodepausen. Ligeledes lykkedes det et koncentreret box play fra Hjørring at overleve en udvisning til Josefine.
Blackhawks kom ud med endnu mere bevægelighed i 2. periode og overfaldt Hawks-spillerne fra start. Det blev til 2 hurtige scoringer indenfor de første 2 minutter inden Hawks fik sat prop i. Herefter lykkedes det pigerne at lukke ned for Blackhawks i 10 minutter inden Blackhawks-pigerne havde fået ladt våbnene igen, og kunne score yderligere 4 gange i perioden.
I periodepausen snakkede vi om at årets sidste periode skulle nydes. Al energi skulle ud inden vi kunne holde sommerpause. I denne periode fik vi lidt mere tid på bolden til at bygge vores angreb op og deraf lidt mere spil. På positiv-siden kunne vi holde Blackhawks til kun 1 mål i de første 13 minutter af perioden, ligesom vi endnu en gang var sublime i et box play uden Blackhawks kunne score. Men det er ikke for sjov at Blackhawks har ambitioner om at stå med den store pokal, når sæsonen er forbi. Det er et super godt hold, der er godt sammenspillet samtidig med at de har nogle dygtige individualister. Denne kombination hjalp dem til at score 4 gange i de sidste 7 minutter, så der stod 17-0, da dommeren blæste i fløjten for sidste gang.
I dag var vi oppe mod overmagten, men der blev kæmpet med alt hvad man havde i hylsteret. Så er det svært at være utilfreds. Pigerne er nu færdige med sæsonen. En sæson der har budt på en flot sejr i 1. division, der har kvalificeret os til mellemspillet, som vi har spillet i siden nytår. Det har været en spændende og helt vild lærerig proces for alle spillere. Alle piger har løftet deres niveau i mellemspillet og nu går overvejelserne i gang; Hvad skal der ske næste år?
Tak til alle de tilskuere der har mødt op til vores kampe i løbet af sæsonen; dejlig opbakning! Og held og lykke til AaB, Århus, Blackhawks og Herning på deres videre færd i slutspillet!

Dette indlæg blev udgivet i Forside. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *